Gå til hovedindhold
Fensmark
Nord
Nord_Fensmark

Diana Simone Pedersen

Indhold

    Jeg hedder Diana og er fra 1987. Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper samt maler. Jeg bor sammen med min mand Morten og vores to drenge, som I også kommer til at møde. Min store dreng har en gang imellem en ven med hjem fra skole, så vi er et hjem med liv i; men også et hjem fyldt med kærlighed og plads til alle. Vi bor i et træhus tæt på legeplads og lille skov som bruges meget, hvor vi også kan mødes med andre dagplejere. Jeg tager imod i børnehøjde og brænder for at give jeres barn en rolig og tryg start på livet.

    Jeg tilbyder en harmonisk og tryg hverdag, hvor det enkelte barns behov bliver tilgodeset, samtidig med en masse omsorg og nærvær. Jeg lægger vægt på et godt forældresamarbejde, blandt andet via god og åben dialog. Børnene er i stue, køkken og gang, så det skaber et så hjemligt miljø som muligt. Der er børnemiljø i stue med diverse børneting, plus et hyggehjørne til når der skal fortælles historie eller læses bøger.

    Diana Simone Pedersen

    Vi bruger meget tid i naturen, hvor vi kan fordybe os og være i omgivelser med motoriske og sanselige udfordringer og hvor vi ikke er bange for at få snavs under neglene. Jeg bruger sanser meget, hvor vi kigger og føler. Vi kommer i legestue en gang om ugen, hvor vi styrker det med at være sammen med mange andre, så vi på et tidspunkt er helt klar til børnehave og det sociale samvær med andre – det gode samspil mellem børn.

    Jeg åbner klokken 6.45 og hvis der er behov, serverer jeg morgenmad. Der vil være lidt morgensamling med sang og hvor vi kan snakke om dagen, hvem er her og hvad skal vi lave, og måske der er nogle, der har behov for en formiddagslur. Ved 9-tiden vil der blive serveret formiddagsmad, hvor vi spiser sammen, så børnene kan spejle sig i hinanden. Ved aflevering efter klokken 9 beder jeg om, at det bliver aftalt på forhånd, da vi kan have planer om at skulle på tur. Derefter vil vi gå ud eller lave aktiviteter inde. Der kan også være dage, hvor vi går ture i de dejlige grønne områder. Det kommer an på, hvad der er behov for i børnegruppen. Jeg arbejder ud fra læreplaner, hvor der vil blive kigget på, hvad der er behov for og hvor barnet er i sin udvikling.

    Efter formiddagsaktiviteter spiser vi frokost og hygger inde. Børnene bliver lagt ud at sove. Alt sammen på børnenes præmisser og behov. Dagene kan selvfølgelig se forskellige ud, da der kan være børn med meget stort aldersmæssig forskel; men jeg gør alt for, at alles behov bliver tilgodeset i hverdagen.

    I er meget velkomne til at kontakte mig telefonisk for at aftale et besøg, hvor I vil kunne komme her en time sammen med jeres barn. Ved opstart vil vi tage den tid mor/far og barn har brug for. Der er ikke to børn, der er ens, så derfor er opstarten også ret forskellig. Trygge forældre giver trygge børn, jeg vil gerne have i hvert fald 14 dage til indkøring.

    Morgenmad kan være øllebrød, havregrød, yoghurt, havregryn, brød.

    Til frokost vil der altid være 4 slags pålæg, hvor det ene er fisk, og der vil være grønt til.

    Mellemmåltid kan bestå af knækbrød/boller, frugt og grønt. Alt vil være økologisk så vidt det er muligt. Nogle dage vil være med varm mad til frokost.

    Vi har hund og kat. Vores have er delt i to: den ene er legehave, hvor der er legekøkken, rutsjebane, dukkevogn, sandkasse med mere. Den anden del er til hunden, så hunden er ikke i kontakt med børnene, heller ikke indenfor. Men de vil kunne se hunden igennem hegnet.

    Basiskursus 2024

    To børn leger i naturen