Gå til hovedindhold
Blomsterne
Nord
Nord_Blomsterne-Herlufmagle

Anita Hofmann Sørensen

Indhold

    Jeg hedder Anita og er en årgang 66.

    Som person er jeg rolig og smilende. Jeg tilbyder et stille og roligt hjem, hvor det meste af mit hus bliver brugt til dagpleje.

    Jeg lægger vægt på et godt forældresamarbejde med en god og åben dialog.

    I min dagpleje ønsker jeg at skabe ro, nærvær, anerkendelse og tid til fordybelse i dagligdagen. Krop og bevægelse vægter jeg højt både ude og inde, enten ved gåture i nærområdet, til diverse legepladser eller leg i haven, hvor sang og musik kan indgå.

    Min erfaring inden for det pædagogiske område, startede tilbage i 1985 hvor jeg arbejdede i en integreret institution med børn fra 0 til 14 år. Efterfølgende har jeg arbejdet i vuggestue, børnehave og sfo og som gæstedagplejer. Inden jeg begyndte som dagplejer, arbejdede jeg på et opholdssted for anbragte børn.

    Herudover har jeg været livredder i et varmtvandsbassin, hvor jeg underviste børn med og uden handicaps samt voksne.

    Jeg bor alene, men har 3 voksne børn og er så heldig at være farmor til 2 dejlige børnebørn.

    Dagen begynder med at barnet bliver budt velkommen og når vi har sagt farvel til far eller mor, tager vi fat på en spændende dag.

    Jeg tilbyder morgenmad indtil kl. 7.30 hvis der ikke er spist hjemmefra.

    Fra kl. 9 starter vores aktiviteter som både kan være ude og inde.

    Vi bruger kroppen, vi bruger fantasien, vi synger, og vi danser.

    Vi nyder at være ude og er ikke bange for at blive beskidte. Vi vil gå på opdagelse og mødes med andre dagplejere og deres børn.  

    En dag om ugen vil vi være i vores PLUS sammen med en kollega eller to og deres børn

    Jeg laver en læreplan, der passer til børnegruppen og årstiden.

    Ved opstart fortæller I om jeres barns rutiner samt vaner, og sammen planlægger vi en indkøring der passer til netop jer.

    I bedes medbringe:

    • Bleer og skumklude
    • Barnevogn med dyne, insektnet, regnslag og godkendt sele
    • Skiftetøj, gerne flere sæt
    • Overtøj og sko efter årstiden

    Jeg følger dagplejens kostpolitik.

    Det betyder at jeg sørger for at børnene får en sund og varieret kost med vægt på økologi. Hvis jeres barn skal have specialkost, skal i som udgangspunkt selv medbringe dette.

    Morgenmaden er indtil kl. 7.30 og kan bestå af en form for grød eller brød.

    Formiddagsmad er cirka kl. 8.45 og kan være en bolle eller andet brød samt lidt frugt eller grønt.

    Frokosten er cirka kl. 11 og kan være rugbrød med diverse pålæg og grønt, det kunne også være en varm ret.

    Eftermiddagsmaden kan være lidt brød samt frugt og grønt, når børnene er stået op efter deres middagslur.

    Der bliver tilbudt vand eller mælk til måltiderne.

    Imellem måltiderne bliver der tilbudt vand.

    Jeg har ikke selv dyr, men der kan komme hunde på besøg i weekenderne.